Eventyret om Karlebogaard

På et tidspunkt i begyndelsen af 1900-tallet købte musik- og ridelærer Aage Ancker gården på matrikel nr. 2. Med Aage Anckers indtræden på scenen, tog Karlebogaards historie sin begyndelse.

Miss Mabel, en rig jernbanemillionøse fra Amerika, og Aage Ancker, en efter sigende særdeles charmerende mand, mødtes og indledte et meget romantisk forhold. De blev gift i 1919 og købte derpå matrikel nr.1 (den gamle skole) og nr. 3. Parret rejste herefter rundt i verden med henblik på at finde rum og indretninger til deres fremtidige paradis. Man hjembragte et herreværelse fra London, en spisestue fra Italien, kinesiske rispapir-tapeter, en Louis XIV-musiksal og mange andre interiørs og ideer. Alt blev per hestevogn fragtet til Karlebo.

Opgaven var nu at opføre en eventyr-ejendom, hvor de indre dimensioner var fastlagt af de hjembragte rum. Carl Lundqvist, arkitekt bosiddende i Hillerød (hvis barnebarn Søren Lundqvist har fortsat arkitektgerningen i Hillerød som tredje generation), fik denne specielle og meget spændende opgave. At tænke sig; man ville opføre et landsted, hvor rummene var samlet fra alverdens lande, fra forskellige tidsperioder.

Arkitekt Carl Lundqvist tegnede og påbegyndte den store flotte og strengt nyklassicistiske bygning, der langsomt rejste sig midt på Karlebo Overdrev; sikkert til megen undren for de omkringboende. Rundt om og ovenpå Aage Anckers gamle gård blev Karlebogaard opført.
Det gamle stuehus blev til den sydlige fløj (spisestue og billardstue). Staldbygningen mod vest blev til domestikfløjen (køkken, anretterværelser, sølvtøjs-rum, porcelæns-rum, folkestue, pigekamre o.s.v.). Nord- og østfløjene nyopførtes.

Eget vandværk og elforsyning (en petroleumsdrevet generator, der larmede og lugtede) samt et centralvarmeanlæg blev også etableret. Generatoren og fyrkedelen stod frem til midten af 1960'erne i "hønsehuset", huset ved siden af gartnerboligen. Der blev fyret med kul, tørv og brænde. Hele vejen fra "hønsehuset" forbi gartnerbolig og hestestald og under barokhaven løb en flisebelagt kanal over til kælderen i det nordøstlige hjørne af Karlebogaard, hvori de isolerede varmerør og elkabler var placeret. Man kan sammenligne dette med en gammeldags bilæggerovn, som normalt stod i de fine stuer, hvor man fyrede med kul/koks fra væggens modsatte side, fra tjenestefolkenes stue; så slap herskaberne for skidt og støv. Men på Karlebogaard "lagde man bi" i den modsatte ende af matriklen, så slap man for fyrkedelens støj, skidt og støv, og fik alligevel opvarmet hele den store hovedbygning. Datidens luxus-fjernvarme!

I 1923 stod Karlebogaard hovedbygning endelig færdig. Et prægtigt syn har mødt de forbipasserende: Mod nord og øst høje pompøse rokoko facader i 3 etager med mansardtage, mod nordvest græske søjler, mod nordøst et rundt afsnit med kobbertage, kviste overalt og mod syd vinterhaven, en stor træ/glas-konstruktion. Arkitekt Lundqvist havde udstyret Karlebogaard med ikke mindre end 1600 m2 beboelse fordelt på 64 rum. Hele herligheden omkransedes af en meget flot park med barokhave og kinesisk thehus. På gårdspladsen holdt hestespand og køretøjer, så man kunne køre standsmæssigt.

Aage Ancker blev herefter benævnt godsejer, og de lokale kaldte Karlebogaard for "Slottet".
I løbet af de næste år blev de øvrige bygninger på matrikel nr. 1 og nr. 3 delvist nedrevet og genopført som henholdsvis avlsgård og hestestald, gartnerbolig, vognport samt fyrbygning (kaldet "hønsehuset", hvor denne artikels forfatter Line Eberhardt i øvrigt boede fra 1991 til 1997). Den fine ride-rondel, der stadig eksisterer øst for Karlebogaard, er ifølge overleveringer bygget af træet fra Miss Mabels flyttekasser efter direktioner fra Cirkus Schumann. Voltemålet er som en cirkusmaneges, der er publikumsloge og to små staldsektioner hæftet på rondellen.

Desværre varede lykken ikke evigt! Ægteskabet begyndte at knirke, Miss Mabel faldt for en englænder og i begyndelsen af 1930'erne brast ægteskabet og Mabel flyttede tilbage til Amerika. Med hende forsvandt det massive økonomiske fundament, som holdt Karlebogaard oppe. Allerede i 1932 var pantefogeden forbi, fordi ejendomsskat, kommuneskat og statsskat ikke blev betalt; i bilagene optræder beløb på bl.a. kr. 49,15, kr. 1.388,70 og kr. 9.294,28.
Det var altid den stakkels gartner Hr. Nielsen, der blev antruffet, og han kunne ikke stille meget op, så der blev gjort udpantning i ejendom og inventar. Et Hornung og Møller flygel, 500 pragtbind fra biblioteket, et rokoko pillespejl og en lågkiste indlagt med perlemor samt meget andet pragtfuldt inventar er nævnt i pantefogedens udpantningsbreve. 

På forunderlig vis holdt godsejer Ancker ud til 1937. Der blev 12.-14. oktober 1937 afholdt tvungen auktion på Karlebogaard over alt inventar; et auktionskatalog fra dengang viser, at der var 464 artikler på auktion, størsteparten fine antikviteter og rariteter fra Anckers og Miss Mabels mange udenlandsrejser. Alt løst inventar, dog undtaget væg- og loftsmalerier, blev solgt på auktionen. De mange flotte rum stod nu tomme, og Karlebogaard blev kort tid efter solgt på tvangsauktion. En af de lokale fra Karlebo har sidst hørt, at Aage Ancker endte som en fattig mand i København.

I 1937 blev Karlebogaard således overtaget af Skibsreder Skou og familie. Et nyt kapitel i Karlebogaards historie kunne begynde. De gamle rum skulle herefter igen møbleres. Kirsten Hoffmann-Fischer (født 1940), skibsreder Skous næstyngste datter, mener at kunne genkende nogle møbler på de originale fotografier fra arkitekt Carl Lundqvists arkiver. Det er da også sandsynligt, at Skou har købt noget af inventaret på den afholdte auktion. Derudover købte man møbler på Bruun Rasmussen Kunstauktioner, og da Vivex i København holdt auktion erhvervede man her to store lysekroner. Karlebogaard skulle nu opleve sin anden ungdom.

I krigens år, fra 1940 til 1945, fungerede Karlebogaard som helårsbeboelse for familien Skou. Ingen tvivl om, at det i krigens år var mere trygt og bekvemt at bo ude på landet, hvor adgangen til fødevarer var meget lettere. Efter krigen var Karlebogaard udelukkende sommerbolig for Skou-familien. Ca. den 23. juni hvert år blev tjenestefolkene sendt op til Karlebogaard for at gøre klar til familien, der efterfølgende ankom den 1. juli. Den 15. september, eventuelt lidt senere afhængigt af vejret, blev alt pakket ned igen, møbler dækket med lagner og hestene klappet farvel. Den fastboende gartner sørgede for at holde huset opvarmet (i midten af 1960'erne blev der sat et kombifyr ned i kælderen på Karlebogaard) og under opsyn resten af året. Gartneren fungerede også som tilkaldebrandmand, og skulle stå klar ude ved vejen, når udrykningskøretøjerne kom forbi. Foruden gartneren boede der om sommeren på Karlebogaard følgende tjenestefolk: En kokkepige, to stuepiger, en barnepige og en tjener samt en chauffør (dog ikke fastboende). Endelig var der selvfølgelig folkene på avlsgården og al den løse hjælp. Pigerne boede i store værelser på første sal i domestikfløjen. Kokkepigen havde et stort værelse, som var udstyret med møbler fra Søborg Møbelfabrik. Barnepigen boede ovre ved børneværelserne på første sal i østfløjen.
Når familien i krigens år skulle ind til Hillerød, foregik det i hestevogn. Chaufføren (kusken) Folmer bar hvid jakke, og vognen var udstyret med bjælder.

Skibsreder Skou var udover at styre rederiet også involveret i landbrugsdriften. Avlsgården havde en besætning på 40 røde køer, ungkreaturer og en tyr, som var med på Bellahøj (dyrskueplads i gamle dage). Boltegaard, i dag med adressen Karlebovej 87, hørte også med til Karlebogaard. Her blev drevet et meget velrenommeret svineavlscenter. I alt 50 tdl. sydsydøst for Karlebogaard mellem Store Dyrehave og Karlebovej blev dyrket med korn, græs og grovfoder.

At der har været liv og glade dage, men også hersket stor respekt omkring Hr. og Fru Skou fortæller en sang, skrevet af gartner Niels Kjeldsen til en høstfest i 1942. Alle, høj som lav, fik et vers med på vejen, med venlige, men også rammende kommentarer om hændelser i sommerens løb. Kokkepigen Frk. Nakskov havde et lille alkoholproblem:

Frøken Nakskov var nu slem,
mest når hun tog Rommen frem.
Dybt hun kigged i sit Krus,
stille tog hun sig en Rus.

Hun skulle have serveret Rubinsteinkage til en fin middag, men kom aldrig med den, hun var nemlig faldet i søvn! Også barnepigen "Petter" (hun hed frk. Petersen, men blev kaldt "Petter") får et skub:

Petter kan vi alle li´,
alle vil vi gerne fri,
men når hun med Nakken slaar,
ved vi at en Kurv vi faar.

Hr. Skou slap heller ikke:

Er vor Chef i godt Humør,
gaar vi trygt omkring hans Dør.
Men er han en smule vred,
springer alle rask afsted.

Om Fru Skou blev følgende skrevet:

Fruens Ønske er vor Lov,
andet må ej gælde,
alle elsker vi Fru Skou
med Respekt at melde.
Alle vil vi passe på,
at det hende godt maa gaa,
thi i lange Dage
er hun uden Mage.

Flot skrevet!

Kirsten Hoffmann-Fischer, familien Skou's næstyngste datter, beretter her selv lidt om somrene på Karlebogaard:

Jeg erindrer somrene på Karlebogaard som dejlige og sorgløse. Det var dejligt at komme på landet, flaget var hejst og gartneren tog imod med blomster fra haven til mor. Tiderne var anderledes, selvfølgelig. Turene til Hillerød foregik i hestevogn, når der skulle handles stort ind, og ligeledes når der skulle afleveres rulletøj til rulning. Een gang om ugen kom slagteren i bil, det samme gjorde bageren, han kom blot to gange om ugen. Tirsdag kom en "fiskekone" på cykel, sådan blev der for det meste handlet ind, bortset fra, at der blev slagtet både grise og kalve på gården og bagt i lange baner, så vi var helt igennem selvforsynende.

Der var stor selskabelighed, når der blev holdt stabelafløbning fra Helsingør Skibsværft. Det endte for det meste på Karlebogaard, hvor der blev dækket ved store borde, pyntet op med havens blomster og frugter samt illumineret i diverse haver. Gode venner og forretningsforbindelser har også nydt godt af den skønne natur. Der blev redet, spillet tennis og badminton på banerne, eller der blev leget på "legepladsen". 

Om vinteren tog vi , når der var megen sne, op i weekenderne og kørte i kane eller med sparkstøtting (en slæde med ståplads bagtil). Sidst på sommeren når skolen begyndte igen, og vi startede i skolen, skulle vi med tog og bus frem og tilbage til byen. Bussen gik kun to gange om dagen forbi Karlebogaard nemlig kl. l0.30 og kl. l5.30, så det nyttede ikke at komme for sent. Der fandtes heller ikke faste stoppesteder, man sagde blot, hvor man gerne ville af.

Der blev også sparet! Da vi var små, skulle der spares på det varme vand, så kl. 7 om morgenen blev badekarret i forbindelse med børneværelset fyldt. Det skulle så stå hele dagen for at få stuetemperatur, og lige før vi skulle i bad, blev der hentet en mælkespandfuld kogende vand fra gruekedlen, og så var badet klar! En morgen, da Petter havde tændt for vandet i badekarret, gik hun tur med os i parken, hun glemte alt om vandet, og da vi kom hjem var der oversvømmelse, og loftsmaleriet i Herreværelset hængte som en hængekøje. Petter fortalte, "at far tog det pænt".

Når høsten var i lade, og de mørke aftener tog til, var det tid til atter at tage ophold for vinteren i byen. Karlebogaard blev gjort vinterklar og stuerne dækket med lagner, hestene blev sendt i pension i Holte, hvor vi red dem om vinteren, og der blev taget afsked med gartneren, med tak for en god sommer. En sjov episode: Vi havde også pligter, bl.a. skulle der hver dag hentes mælk fra Avlsgården. Vi fik hver en mælkejunge, størrelsen afhang af alderen, og en dag kunne vi ikke blive enige om at hente mælken, som når vi kom hjem med den blev hældt på store fade, og senere blev fløden skummet. Den aften var der således ingen fløde til grøden. Far blev meget vred, da han blev konfronteret hermed, så vi blev midt i grøden sendt rundt om huset, hver sin vej l00 gange, med besked om, at hver gang vi passerede hinanden, at smile.

Tiden gik, børnene flyttede hjemmefra, de blev gift, og der kom børnebørn. I 1969 da Kirsten Hoffmann-Fischers søn skulle døbes, blev festen holdt på Karlebogaard. Hr. Skou fik foranstaltet, at kirkebænkene i Karlebo Kirke blev malet i den anledning! Fru Skou havde pyntet det store spisebord med blomsterdekorationer på bordet anbragt således, at der stod "Peter". Skibsreder Skou døde i 1974, og dermed sluttede også de traditionelle sommerophold.

I 1984, 10 år efter skibsreder Skous død, solgte Fru Skou Karlebogaard til Toseni Totalentreprise A/S. Karlebogaard fremstod da ikke lige så flot og velholdt. Gartneren havde dog i hele perioden passet parken og holdt huset opvarmet. Alt inventar, væg og loftsmalerier var derfor intakte og i fin stand. Langt de fleste af alle disse skønne ting blev fjernet, pillet ned og solgt af Toseni Totalentreprise A/S! Derefter gik Toseni konkurs, og det endte med at Sø+Høyem købte Karlebogaard af fru Skou i 1986.

En gennemgribende renovering blev sat i gang både inde og ude. Der blev givet tilladelse til at leje ud til erhvervsformål. Det var derfor nødvendigt at renovere første og anden sal, således at disse kunne bruges til moderne kontorfaciliteter. Rumfordelingen blev ændret noget, og der blev lavet nye badeværelser rundt omkring. For at få mere lys ind var det også nødvendigt at isætte ovenlysvinduer. Dette blev kun gjort mod den indre gård således, at helhedsindtrykket udefra forblev uændret. To kviste blev tilføjet mod nord, men lavet som tro kopier af de øvrige kviste.

I dag er det ikke muligt at se forskel og kun gamle billeder afslører ændringen. I stueetagen, hvor de mest spektakulære rum findes, blev der ikke foretaget særlige ændringer, men blot renoveret med stor respekt for det eksisterende. Et par ekstra vinduer, selvfølgelig helt i den oprindelige stil, blev isat mod syd og vest. Hvor det var muligt blev der isoleret, og et nyt tegltag blev lagt. En del sandstensbalustre udvendigt blev genstøbt i gamle forme fra nationalmuseet i Brede, og al puds på murværket blev banket af og pudset på ny. Da farven udvendigt skulle vælges, stod valget mellem gul og hvid. Det blev forsøgt at spore den oprindelige farve, men murværket var i så dårlig forfatning, at dette ikke var muligt. Gamle billeder kunne heller ikke afsløre det. Karlebogaard blev hvid, og det klæder den gamle bygning flot. Fra 1987 og frem til 1993 blev Karlebogaard udlejet til flere forskellige mindre virksomheder.

I 1993 flyttede SuperUsers a/s ind på Karlebogaard og i efteråret 1997 købte Brian Eberhardt, administrerende direktør og ejer af SuperUsers a/s, Karlebogaard hovedbygning med tilhørende park. SuperUsers a/s er en konsulent og kursus virksomhed indenfor IT.

Omkring 45 mennesker er til knyttet firmaet, og der kommer hver dag mellem 15-40 kursister til Karlebogaard på kursus. Hele stueetagen fremstår med alle sine smukke rum som i gamle dage og anvendes til bespisning, pauselokaler, bibliotek o.s.v. Skriveborde, IT og andre moderne redskaber er primært "gemt" på de øvre etager.

I skibsreder Skous tid var der i øvrigt på første sal, et grønt, et blåt og et rødt gæsteværelse. Den ide er taget op igen, så der nu er et grønt, blåt og rødt kursuslokale på første sal. Bygningen holdes i dag løbende ved lige udvendigt som indvendigt af en tømrer og en maler.

Når man i dag vandrer gennem parken på Karlebogaard, fornemmer man sagtens fordums pomp og pragt. Mange træer og buske er borte, gangstier og bede nedlagt og krukker og basunengle forvitret. Alligevel er der en ganske særlig stemning. På gamle billeder fra Karlebogaards ungdom ses den smukkeste park. Som nævnt tidligere har det ikke skortet på økonomiske midler, da parken blev anlagt. Mod øst var der en barokhave med sirlige rosenbede i flotte mønstre. Bænke og grusbelagte gangstier førte herskaberne bekvemt og tørskoet rundt mellem roserne. Fine hushøje dueslag med "lejligheder" i flere etager stod længst væk i hvert hjørne på gårdspladsen ved gartnerboligen. Mod sydvest var der en frugthave. Stik syd ned af den brede havetrappe i sandsten kom man til endnu et strengt symmetrisk anlæg med snorlige stier omgivet af kasseklippede buksbom. Langs buksbommene blomstrede hver sommer de flotteste røde knoldpelargonier. For enden af hovedaksen stod en imponerende fontæne med muslingeskaller og flere basunengle, som vandet kunne vælte ned over. Dette anlæg var afgrænset af en rosenespalier, en sti og en buksbomhæk mod næste afdeling af haven. Denne afdeling sydvest for huset var en stor plæne omkranset af en sti, der var flankeret af sandstenskrukker med pariserroser. Et 2 meter bredt og ca. 25 meter langt bed fyldt med blomster til afskæring afsluttede haven fjernest fra huset.

Soluret stod midt på plænen, lidt væk fra dette var en lille skærmende hæk med en bænk foran, så man kunne sidde på afstand og betragte soluret med Karlebogaard i baggrunden. Vest for lå en skovagtig park med ege, bøge, og forskellige eksotiske vækster, hvoraf nogle stadig lever samt rhododendron. På plænen ud for billardstuen og havestuen var der igen et par skærmende hække med bænke ved.

Et kinesisk thehus, med tilhørende kinesisk bro over en lille sø, lå lidt gemt bagerst i parken. Der var et flot kinesisk broderi på bagvæggen. Siderne var af håndmalet papir opsat på mindre trærammer, hvilket gav læ for vinden, men tillod sollyset at trænge igennem og fremhæve de smukke malerier.

Smukke kasseklippede lindealléer førte fra hovedbygningen til hestestalden, fra hestestalden og et stykke op mod avlsgården samt fra gårdspladsen ved gartnerboligen og hestestalden forbi ride rondellen og ud til Karlebovej. Smedejernsgitre ved indkørslerne holdt fremmede ude. Sikke et eventyr! Skulle det hele blive lidt for landligt og vildt trods alt, kunne man trække ind i Grønnegaard en lille åben gårdhave midt i Karlebogaard. Her var lidt romersk stemning med agaver i krukker, bænke der ledte tanken hen på et romersk bad og endnu en lille fontæne med en flot mosaik i bunden, hvor Nokken omgivet af vilde dyr poserer. På hver side af den lille sti hen mod fontænen var Anckers monogram klippet i buksbom.

For at passe hele "slotsparken" krævedes 1-2 faste gartnere plus ekstra hjælp i sæsonen. En køkkenhave, to drivhuse og mistbænke var der selvfølgelig også, man var i høj grad selvforsynende. Alt dette lå bag nogle hække lidt væk fra hovedbygningen.

Da Skou overtog Karlebogaard, så alt ud som tidligere. En tennisbane og badmintonbane med teglgrus blev tilføjet øst for frugthaven. Monogrammerne i Grønnegaard blev "klippet om" til Skous monogram. Parken, alleerne og alt det andet pragtfulde blev forsat passet på bedste måde. Alleerne blev klippet tre gange årligt, de opstammede roser i barokhaven blev vinterindpakket, alle figurer og fontæner fik trækasser på om vinteren. Jo, alt blev gjort som man stadig gør i Fredensborg slotspark i dag! Man var også stadig selvforsynende med alt grønt, frugt og blomster. Der blev syltet, henkogt og lavet saft til vinterens forbrug, når familien boede inde i byen.

Kirsten Hoffman-Fischer husker, at parkens kinesiske thehus blev brugt flittigt til eftermiddagsserveringen. Under de faste sofabænke, der findes i hver side af thehuset, kunne man trække sammenklappelige borde ud og stille op lige før servering (fungerer stadig).

Med glemslen kommer forfaldet uundgåeligt. I årene hvor Fru Skou ikke opholdt sig ret meget på Karlebogaard, blev parken dog fortsat passet af den gamle gartner og hans medhjælpere. Årene hvor Toseni Totalentreprise A/S havde Karlebogaard blev mange figurer og krukker fra parken solgt eller stjålet. Samme skæbne led de mange gamle havelamper. Parken blev glemt. Da Sø+Høyem overtog Karlebogaard, blev der opsat renoverede William IV gaslamper, der stammer fra London fra begyndelsen af 1800 tallet. Al beplantning på huset (oprindelig var der også forskellige espalier rundt om på murene) blev fjernet ved nypudsningen.

Igennem årene er de fleste bede blevet nedlagt og sået til med græs. Alleerne er der stadig. Det kinesiske thehus blev renoveret i 1993, da SuperUsers a/s flyttede ind. Grønnegaard er blevet simplificeret med bede langs murene, hvor lyng og rhododendron stortrives. Nokken lever stadig. Det gamle solur faldt i den berømte orkan og har ligget nogle år. Nu er det ved at blive totalrenoveret, med guldmaling og det hele. I nærværende efterår skal flere af de for længst døde frugttræer efterfølges af nye. Fine gamle æblesorter som guldborg, gråsten, skovfoged og pigeon kan stadig findes i dele af den gamle frugthave. I dag har vi på Karlebogaard en årlig æblekage-konkurrence, selvfølgelig lavet på Karlebogaards æbler. Hvert forår kan man glæde sig over de kæmpestore gamle rhododendron, der blomstrer i alle farver hele foråret. Den fornøjelse var der ikke for 100 år siden!

Når man, på det nyopførte Karlebogaard, trådte ind af hovedindgangen mod nord, var det første man mødte et garderobe rum på begge sider af døren, og dernæst en meget flot og enkel nyklassicistisk trappe tegnet af arkitekt Lundqvist. Den fik dog ikke lov at eksistere i opsat tilstand i ret mange år. 

Under en tur til Venedig blev Ancker og Mrs. Mabel meget betaget af en venetiansk rokoko trappe med tilhørende dørpartier og 1700-tals malerier. Trappen var dekoreret med smukt håndskåret og bladguldbelagt træarbejde. Ancker og Mrs. Mabel købte hele dette interiør og fik det fragtet til Karlebogaard, hvor det skulle erstatte førnævnte trappe. Denne lille ombytning af trapper var dog ikke helt enkel. Hele etageadskillelsen skulle ændres, idet den "nye" trappe var lidt højere. Resultatet var, at man gik op af trappen for dernæst at gå to trin ned igen, når man skulle ind i de tilstødende rum på første sal. Den tilhørende "himmel" over trappen var også lidt tæt på, og det er den stadig den dag i dag. En enkelt pejs med skorsten skulle rives ned og en ny pejs og skorsten opføres på en anden væg. Arkitekt Lundqvist har sandsynligvis protesteret mildt. Ingen tvivl om at det nye trappeparti blev både flot og pompøst (den første trappe ligger i øvrigt stadig på loftet over hovedindgangen, hvis man engang får lyst til at gøre projektet om!). De mange store udskårne dekorationer på trappen og de dekorerede indfatninger om dørene var polerforgyldte. Gelænderstof, trappeløber og tæpper var holdt i grønt, tapeterne var mørke.

I Skous tid blev rummet kaldt den grønne hall og blev kun brugt ved særlige lejligheder. Kirsten Hoffmann-Fischer husker den grønne hall som meget mørk, det eneste lys der kom ind udefra var oppe fra første sals vinduer.

Der stod et kæmpestort gammelt fransk ur på pejsen. Mellem dørene ind til havestuen stod et flot bord med svungne rokoko-ben, og et stort spejl var placeret herover. I loftet hang en kæmpestor prismekrone. Når den grønne hall blev åbnet, blev gitterlågerne mod Karlebovej også åbnet, ellers var de altid lukkede. Vejen ind til daglig gik over sidebygningernes gårdsplads (gartnerbolig, hestestald og portnerhuset) og ind i østfløjen (den hvide hall).
I dag er garderoberummet erstattet af et lille glas-vindfang med træsprosser. Hele det venetianske interiør findes stadig, i dag i blåt og guld. Hallen bruges som reception og alt er ellers som før.

Efter at være blevet budt velkommen i hallen blev man vist ind i havestuen. Her var et træbeklædt kasseloft, endnu en kæmpe murstenspejs med et stort isbjørneskind foran, samt mørke tapeter i vægfelterne. En dragkiste og store mahogni-skabe dominerede rummet. De tre vinduer i nord-væggen var blændet af med en hel væg. Det sås ikke udefra, men har gjort rummet meget mørkt. Der var to vinduer og en dør ud mod parken. Gik man udenfor stod man under en søjlebåret halvcirkelformet overdækket terrasse.

Skou hjemførte på et tidspunkt et meget flot kinesisk relief i keramik, sandsynligvis lavet i Sydkina i sidste del af Qing-dynastiet (1644-1911). De to nederste sektioner forestiller scener fra et klassisk drama. Over dem er et par traner, der symboliserer et langt liv, flankeret af to større mønter i relief. Dette relief blev opsat over pejsen, som måtte gøres en anelse mindre for at give plads nok. Møbleringen blev lidt anderledes, men brugen af stuen forblev uændret.

Da Sø+Høyem overtog Karlebogaard, blev blændvæg, tæpper og tapeter fjernet. Kasseloftet og vægfelterne blev malet i lyse pastelgule farver. Vægfelternes rammer blev ændret til nogle lette fine bemalede rokokoudskæringer, og der blev på ny opsat malerier over dørene. I dag fremtræder rummet stadig således og bruges til restaurant for husets gæster.

Fra havestuen kunne man gå tre trin ned i hverdags spisestuen, et yndigt mindre rum med en pejs i lyserødt marmor. Enkelt stukloft og vægfelter med tapet samt en vindueskarnap med dør ud til parken. Der var ikke videre gennemgang til resten af huset, men en dør til anretterkøkkenet mod Grønnegaard.

Rummet hed "den røde spisestue" i Skous tid. Her stod et spisebord, og til daglig var det her man spiste.

I dag er væggene lyserøde, og her hviler køkkenpersonalet deres trætte fødder. Desuden er det gennemgangsrum til resten af vestfløjen, og ad denne vej kommer man ind i det nye trapperum til første sal.

Udover billardstuen i det sydvestlige hjørne af huset var resten af vestfløjen ikke for herskabet.

Midt gennem bygningen fra anretterværelset løb en gang. Til højre for denne lå køkken og viktualierum mod parken. Vinduerne var runde og sat så højt, at tjenestefolkene ikke skulle kunne kigge ud til herskabet i parken, lyder historien. Til venstre lå først folkestuen, så strygestue og dernæst grovkøkken med udgang til Grønnegaard. Denne indgang var den eneste udefra og ind til køkkenet. For enden af gangen kunne man gå op af trappen til første sal, hvor tjenestefolkene boede, eller man kunne gå tre trin ned til et langt smalt anretterkøkken, der strakte sig i hele sydfløjens længde. Bagved fandtes billardstuen og spisestuen helt mod syd.

Intet blev ændret i Skous tid måske lige bortset fra, at der i køkkenet blev installeret nogle enorme køleskabe, en ligeså enorm pålægsmaskine af mærket "Berkel" og en røremaskine mærket "Maren". Samme slags som var ombord på skibene.

Denne del af huset har nok undergået den største forandring. I dag er anretterværelset blevet til køkken. Første halvdel af det gamle køkken er trapperum, hvorfra man kommer op på første sal. Anden halvdel af det gamle køkken og viktualierum er opholds-/pauserum for husets gæster og gennemgangsrum til billardstuen. Folkestue, strygestue og grovkøkken er kursuslokale, kaldet "Den syvende himmel", fordi syv af de gamle loftsbuer (staldloftskonstruktion) stadig findes og er malet blå. Det lange smalle anretterværelse er fra vest mod øst blevet til et lille toilet, en lille gang ind til billardrummet, et skabsrum, endnu en lille gang til spisestuen (oprindelig indgang til spisestuen), et lille kontor og endnu et lille badeværelse. De runde vinduer er skiftet ud med sprossevinduer, så man i dag kan se ud i parken fra opholds/pauserummet. I trapperummet og det lille toilet er de gamle runde vinduer bevaret.

På hele første sal af vestfløj og sydfløj er der fra nord mod syd, et lille tekøkken, et badeværelse, et lille kontor mod Grønnegaard, et meget stort vinkelrum, (det strækker sig også over sydfløjen), indrettet som kontorer og et mindre kontorrum over den østligste del af spisestuen i sydfløjen. Heroppe under hanebjælkerne programmeres i dag centrale dele af internettet.

Her fandt man husets billardbord. Rummet har været mørkt, der var kun den runde karnap med vinduer og en dør mod parken. Indfatninger omkring døre og vinduer har formodentligt været marmoreret, som de er i dag. Adgang til rummet var gennem spisestuen. To vinduer i sydvæggen er føjet til i Skou´s tid, hvor rummet også fungerede som billardstue. Rummet fremtræder nu, med vinduespartier mod både syd og vest, som et meget lyst rum og har en pragtfuld udsigt til parken.

Når man havde afsluttet sin indledningspassiar i havestuen og blev ledt ind i spisestuen for at indtage middagen, må den overdådige udsmykning i rummet have betaget alle. Stukloftet, der blev udført af italienske stukkatører, var så rigt ornamenteret at ikke mange kvadrat-centimeter af loftet var uden stuk. Man har kunnet sidde i timer og finde nye detaljer. Smukt udskårne træsøjler på væggene illuderede støtter for det gigantiske stukloft. Mellem søjlerne kunne man betragte de 2 x 2,5 m store 1700 tals malerier, der var indfattet i væggene. En stor pejs i grønt marmor, flankeret af søjler og med et relief af pegasus, var trods sin størrelse diskret placeret midt på bagvæggen mellem de store malerier.

Midt på hver endevæg var en stor mahognifløjdør med grønmarmorerede indfatninger. Mod vest gik man ind i billardstuen og mod øst kom man ud i et vindfang, der forbandt vinterhaven med spisestuen. Dette var gæsternes vej ind til spisestuen. Faldt blikket på vægdekorationerne mod billardstuen, var her også 1 x 2 m store 1700 tals malerier på hver side af døren. Den anden endevæg rummede husets prægtigste sølvtøj fordelt i to indbyggede glasskabe, et på hver side af døren. Hvordan kom nu tjenerne ind? Jo, meget godt skjult i væggen i hjørnet ved billardstuen, var der en dør i panelerne, der kun afslørede sig selv på grund af dørgrebet. Bag denne dør var det lange smalle anretterkøkken. Trængte man til at se lidt blå himmel ovenpå alle herlighederne, kunne man kigge ud af tre store vinduer i sydvæggen mod parken. Et stort mahogni spisebord med 36 stole og 17 udtræksplader, hver 29 cm brede, har stået midt i rummet under tre prismekroner. Ud for hvert af de fire malerier har der stået et lille bord flankeret af to ekstra stole til spisebordet. Flerarmede sølvlysestager og store sølvfade har stået som pynt på bordene.

Intet i spisestuen blev ændret før 1986, ved den store renovering. Da blev der lavet endnu en skjult dør ligeså flot udført som den eksisterende "tjenerdør". Gennem denne dør kom man ind til et badeværelse, der i samme forbindelse blev etableret i det rum, hvor sølvtøjet tidligere blev opbevaret. Man havde meget sølvtøj dengang! I spisestuen hænger stadig gardiner fra Skous tid (hele huset blev tæppebelagt og gardinbehængt af det gamle hæderkronede firma Lysberg-Hansen og Terp. To gardinmontører boede på Karlebogaard i to uger!).

Spisestuen ligner stadig sig selv (dog uden sølvtøjet!) og bliver stadig i dag brugt til spisestue for Karlebogaards gæster. Når man sidder efter et godt måltid og nyder det smukke rum med de mange detaljer, føler man sig hensat til en græsk søjlehal med udsigt over et romantisk sydeuropæisk landskab.

Det var en lille uopvarmet bygning der hæftede sydfløjen sammen med vinterhaven. Helt kvadratisk med et yndigt lille stukloft, igen græsk inspireret. Der var store blankpolerede sandstensklinker på gulvet. Mod Grønnegaard og mod parken var der to store buede fløjdøre af glas, og mod spisestuen og vinterhaven to almindelige glasfløjdøre. I dag bruges vindfanget kun om sommeren, når man skal ud i parken fra vinterhaven.

Vindfanget mellem spisestuen og vinterhaven har helt fra start været et "trafikknudepunkt" i huset. Tjenestefolkenes og eventuelle varers eneste vej ind udefra gik gennem vindfanget og Grønnegaard til Domestikfløjen. Og det var herskabets eneste vej til spisestuen og billardstuen.

Efter en stor god middag er herrerne trukket ind i billardstuen, og damerne er gået ud i vinterhaven. Her har de nydt lidt frisk luft mellem de eksotiske grønne vækster. Måske er damerne gået op på buegangen, der løber rundt langs kanten, og betragtet alt det frodige grønne lidt oppefra eller kigget ud over parken.

Arkitekt Carl Lundqvist må være blevet inspireret af det store væksthus i botanisk have i København, da han skulle tegne vinterhaven i sin tid. Han gav det facon som en halv elipse og lod tagryggen ende i anden sals højde.

Sandstensbalustrene i gelænderet, der afgrænsede buegangen, harmonerede fint med den lange sandstensmur lige udenfor i parken. Bedene, der løb indvendig langs buegangen, har sikkert været fyldt med spændende vækster fra fremmede lande. Midt i al denne grønne overdådighed stod bord og stole. Væggen mod vindfanget var bygget op af lavasten, der sammen med en lille fontæne gav stemning af en grotte med rislende vand omgivet af frodig regnskov.

Når det var tid til at indtage kaffen og nyde lidt underholdning, bevægede man sig op af den brede trappe med rød løber og ind i musiksalen. Et fantastisk rigt udsmykket smedejernsgitter blev lukket bag en, eventuelt blev de store buede skydedøre trukket til, så tropestemningen kom lidt på afstand igen.

Fru Skou havde meget grønne fingre og fyldte vinterhaven med stiklinger familien hjembragte fra udenlandsrejser. Daddel palmer, yukka palmer, citrontræ og nerier. Rundt om på hele sandstensgelænderet ved buegangen stod krukker med blomster. Familien Skou opholdt sig meget i vinterhaven.
Vinterhaven benyttes i dag ligeledes meget af husets gæster. Både daddel palmerne, yukka palmerne og nerierne er der endnu, kæmpe store og meget flotte. De blomstrer alle lystigt hvert år. Andre planter er kommet til i nyere tid blandt andet en passionsplante, der stortrives.

Når herskaberne havde indfundet sig i musiksalen og placeret sig rundt om i de forskellige sofagrupper bestående af smukke rokokomøbler, kunne underholdningen begynde. Hokus pokus frem af væggen blev tryllet et orgel bygget af Frobenius. Et flygel var der også og mon ikke diverse strygekvartetter og andre musikere har underholdt med klassisk musik. I lighed med spisestuen var udsmykningen fantastisk. Et smukt stukloft, flot udskårne vægpaneler, døre, dørpartier og parketgulv i sildebensmønster med ægte tæpper rundt omkring. Endnu en gigantisk pejs af brunt marmor med et kæmpe spejl i rokokoudskåret guldramme var placeret på østvæggen. På vestvæggen var der fire store glasfløjdøre ud mod Grønnegaard. Vægfelterne var besat med elegante gobelintapeter, hvorpå hang store portrætter af agtværdige folk med pudderparyk, blandt andet et 2 x 1,5 m stort portræt af Louis XV som ung. Det var en musiksal, der var et slot værdigt.

Inventar og billeder blev udskiftet i Skous tid, men rokokostemningen blev bevaret i møbelvalget. En enorm prismekrone skulle erstatte en ældre model, men den var så tung at loftet måtte forstærkes betydeligt for at bære. Ellers blev intet ændret.

Ved den store renovering i 1986 måtte gobelintapeterne desværre fjernes. Væggene blev malet i rosa farver og loftet kalket på ny efter først at have fået fjernet et lag plastikmaling.
Nu er rokokomøblerne tilbage efter at musiksalen i nogle år var invaderet af computere, og man kan igen nyde sin kaffe i ro og mag. Ind i mellem høres musikken også. I år 2000 var Københavns Bach Kor forbi og gav koncert. Planen er at arrangere klassiske koncerter engang imellem.

Efter kaffe og underholdning har herrerne trængt gevaldigt til en stor god Havanna og en cognac. De er trukket op i herreværelset og har efterladt damerne med resten af kaffen i musiksalen. Man er gået tre trin op og er trådt ind i et engelsk herreværelse med mørke blomsterdekorerede gyldenlædertapeter og høje lakerede egetræspaneler fra 1800 tallet. Kiggede man op, sås et stort loftsmaleri midt på loftet og blomstermalerier over dørene. De italienske stukkatører var også i gang i herreværelset og har efterladt et lige så overdådigt loft her som i musiksalen og spisestuen. To store sfinkser af rødbroget granit har hvilet på en opsats på hver side af glasdøren ned til musiksalen.

Skjulte døre i panelerne hørte sig til dengang. Hvis en gæst har følt, at nu var det tid at forsvinde for en stund, har han eller hun i et uovervåget øjeblik kunnet smutte ud af en dør i panelet og havne i indgangen mod øst. Skulle søvnen pludselig overmande Fruen eller Herren, kunne de i det diagonalt modsatte hjørne forsvinde, på samme magiske vis, ind i soveværelset.

I lighed med musiksalen var der i Herreværelset også et smukt mønstret parketgulv, og den sidste af husets fem flotte pejse var selvfølgelig her. Man kunne ikke nyde en god cigar uden en knitrende ild i baggrunden. Som i alle andre rum i huset har der hængt store tunge gardiner for de to vinduer mod øst.
Familien Skou brugte herreværelset som opholdstue og skibsreder Skou havde sit kontor her.

I 1984-1986 da Karlebogaard var ejet af Toseni var herreværelset et af de oprindelige rum, det gik hårdest udover. Loftsmaleriet og de indfattede malerier over dørene blev skåret ned og solgt. Sø+Høyem har over dørene opsat malerier med italienske motiver fra omkring 1900.

I dag er herreværelset også et yndet ryge og diskussions værelse og ved festlige lejligheder bliver de store cigarer igen fundet frem.

Som aftenen skred frem og samtalen blev livligere kunne to af selskabets deltagere måske blive lidt uenige om et givent emne. Straks var det muligt at få rede på sagens rette sammenhæng ved at gå ind i biblioteket og slå op i en klog bog. I hver side af herreværelset var der en åbning ind til et lille rum med hvælvet loft og reoler fra gulv til loft, her var husets bibliotek. Udover masser af bøger rummede biblioteket også en af Karlebogaards mange eventyrligheder, et hemmeligt rum!

Når alle gæster var trætte og enten skulle ud til en ventende drosche ude på gårdspladsen eller op af den venetianske trappe i hallen til empiregæsteværelset eller et af de fire andre gæsteværelser, måtte alle igennem "kirken". "Kirken" lå to trin oppe fra biblioteket, havde hvælvet loft samt gule og sorte marmorfliser på gulvet, lagt i mønstre som kors. En stor bibel lå fremme med to alterlys på hver side. Man kunne ikke andet end blive lidt andægtig, når man passerede og kom måske til at tænke lidt dybere over tilværelsen.

Bibliotek er stadig bibliotek og "kirken" er stadig "kirken". Biblioteket rummer i dag litteratur om datalogiens mysterier.

Det var ikke altid let at være gæst i fine huse. Efter det filosofiske øjeblik i "kirken" gik man igennem det kinesiske rum, hvor tankerne igen blev ledt nye veje. Tre af væggene var dækket af fine Printroom-tapeter a´la chinois lavet i Kina mellem 1760 og 1800. Forestillende kinesiske landsbyscenerier, indrammet af blomsterranker på bambusespalier. På den fjerde væg sad et kinesisk silkevævet billede, der var belyst bagfra. Møblerne var alle kinesiske.

I familien Skous tid på Karlebogaard, blev morgenmaden serveret her i det kinesiske rum.
I dag er det kinesiske rum garderobe for Karlebogaards gæster. Der er sat store glasrammer op foran de kinesiske tapeter og det vævede billede for at beskytte dem bedst muligt. 

Fra det kinesiske rum kom man gennem en mellemgang til den venetianske hall, og det var nu tid at tage afsked og ønske værtsfolkene godnat.

Herren og Fruen havde således sagt farvel og godnat til deres gæster. Vejen til soveværelset gik nu enten tilbage til herreværelset og ind af den skjulte dør til soveværelset eller ind af en dør i det kinesiske rum, som førte til påklædningsværelset i forbindelse med soveværelset. Det ovale soveværelse, der vendte mod nordøst var beklædt med franske håndskårne træpaneler i Louis XVI stil fra 1700-tallets Paris. De var også hjemført af Mrs. Mabel og Ancker. Desværre manglede der to paneler for at dække væggene hele vejen rundt, historien lyder, at en af arkitekt Lundqvists slægtninge har skåret de to sidste. Forskellen er svær at se.

En stor himmelseng var placeret midt for bagvæggen, der var et toiletbord og et lille sofabordsarrangement alt sammen rokokomøbler. Hustelefonen hang på væggen, så herskabet uden besvær kunne få fat i stuepigen.

Der bliver ikke sovet meget i soveværelset i dag, de smukke vægpaneler og loftet er bevaret, men inventaret udskiftet. Her undervises, så computere har overtaget spejlets plads på toiletbordet.

Inden man kunne gå til ro efter aftenens fest måtte påklædningsværelset to trin oppe fra soveværelse besøges. Her var klædeskabe med udskårne glaslåger og kommoder.
Påklædningsværelset huser i dag Karlebogaards nye "oldfrue", som dog er ganske ung; herfra udgår mange instrukser til denne og hin. Døren til soveværelset er blændet, så oldfruen ikke fristes til at tage en lille lur.

Efter afklædning og efterfølgende natpåklædning gik man fra påklædningsværelset ind i det grønne badeværelse for at ordne sit aftentoilette. Det var eneste adgang til dette badeværelse, der følgelig kun har været forbeholdt Herren og Fruen. Nu var det så endelig sengetid og turen gik tilbage til soveværelset.

Det grønne badeværelse er i dag forbeholdt alle på Karlebogaard. Døren til påklædningsværelset er blændet, i stedet er en ny dør etableret i væggen under den venetianske trappe i hallen. Nu kan husets gæster fornøje sig over at kunne karbade, bruse og vaske hænder i to håndvaske på en gang og selvfølgelig benytte bidet samt toilet, der alt sammen er det originale grønne porcelæn.

Natten havde sænket sig over Karlebogaard. Eventuelt overnattende gæster og husets børn sov nu trygt på nord- og østfløjens første og anden etage. Her fandtes gæsteværelser, børneværelser og adskillige badeværelser, samt diverse mindre rum.

Rumindelingerne er siden ændret, og begge etager bruges i dag som kontorer og kursuslokaler.

I aftenens løb har tjenestefolkene været nede i nogle af kælderens mange rum for at hente frugt og vin til herskaberne. Kælderen under nord- og østfløjen indeholdt vinkælder, viktualierum, fyrrum, vaskerum, skabsrum, køkken, kølerum og ti andre små rum. Alle disse rum findes stadig.

Resterne af vaskekælderen er bevaret, men i dag er der ingen, som vasker tøj i gruekedler mere, til gengæld er der behov for meget lagerplads, og det er den tørre og varme kælder god til.